Udsigt og indsigt gennem mindful coaching - Dag 6

I dag går jeg helt op til himlen for at hilse på min mor… Eller… det gør jeg ikke, men jeg ville ønske jeg kunne.

I stedet deroppe helt tæt på himlen finder jeg endnu en smuk bjergsø…  og mit spejlbillede. Jeg ligner hende på mange måder og på mange måder ligner jeg hende ikke…

Jeg har sat dagen af til at arbejde med sorg fordi… fordi jeg ikke rigtig kan finde ud af at arbejde med min egen sorg over at min mor er død…

De første 3 uger efter hendes død vågnede jeg hver morgen med den eksploderende tanke “mor er død” efterfulgt af en dyb smerte. Det var rædselsfuldt.

Men så kom hverdagen…

Og jeg er blevet mere og mere ensom med min sorg og mere og mere distanceret fra den. Som en snedynge på bjerget, man skubber foran sig og ud til siden… det blir den ikke mindre af… men den holder op med at ligge i vejen.

Så ja, jeg holdt hurtigt op med at arbejde med min sorg. Og når jeg har tænkt på hende og blevet ked af det, har jeg gjort det til en privat sag. Jeg har grædt, når jeg var alene, jeg har kigget på fotos alene, jeg har været på kirkegården alene. Og ingen af os søskende har rigtig kunnet finde ud af at være sammen om det. I sorgen er man helt alene sagde min søster, de sidste timer mens vi sad om mor og jeg følte det som kastede hun en forbandelse over mig. jeg kan ikke huske jeg har følt mig så alene om noget før.

Fagligt er jeg ikke sorgspecialist. Men jeg ved en del om sorgens væsen og erfaringsmæssigt har jeg også fået lov at arbejde personligt med sorg gennem livet.

Særligt sorgen over min far var streng. Den sorg tog mange år, mange psykolog eI 10 år har jeg vidst og levet med, at min mor forsvandt mere og mere og snart ville dø. (Snart er et relativt begreb, når det pludselig bliver smurt ud over 10 år…)

Jeg har mange gange håbet og ønsket, der snart kom en ende. Ulykkelig hver gang sygdommen tog et nyt stort indhug i hende. Forstillet mig, hvordan det ville blive, når hun døde… Alle disse små tab inden det store tab… man kalder det ventesorg… sorg mens man venter på det rigtig sørgelige…

Dagens vandring er forventet at være 5 timers forholdsvis nem vandring. Undervejs viser den sig at være 7 timers hård vandring over store boulderfields, dvs. store områder med kæmpe sten, der er kastet hulter til bulter ned af bjergskråningen. De ligger tæt pakket med med store sprækker imellem dem. Man springer fra sten til sten og jeg synes det er svært. Ind i mellem er jeg næsten ude af stand til at beslutte mig for, hvor jeg skal sætte foden ned. Det går langsomt.

Op pludselig går det op op op stejlt op. Jeg mærker panikken. Jeg skal da vel ikke direkte op over den der bjergkam? Jo det skal jeg. Og det kommer jeg. Hvordan forstår jeg stadig ikke helt…

Der er gået noget galt med forventningsafstemningen i forhold til dagens tur og og det er intressant at se, hvordan det påvirker min kapacitet og tålmodighed i en uhensigtsmæssig retning… 😬 Hvordan mon jeg ville have oplevet turen, hvis jeg havde troet jeg skulle på en ekstrem svær tur?

Når man lever med ventesorg, lever man med konstant forventning om sorg og tab. Og ja… det påvirker også ens kapacitet og tålmodighed og deraf ønsket om, om det dog ikke kan gå lidt nemmere, gå lidt hurtigere, snart være overstået, så lidelsen ikke bliver værre…  (og så i øvrigt skammen over at man tænker sådan…)

Min mor og jeg var ens på et betydningsfuld punkt. Vi var / er muntre. Typen, der griner gennem tårer og altid, har rigelig selvironi og kan finde en humoristisk vinkel på det meste… også det, som kan føles som helvede.

Og gennem de 10 års ventesorg er der hele tiden piblet masser af livsglæde, kærlighed og håb frem. Som små vandstrømme, der allesteder maser sig vej gennem bjergvæggens sprækker. Vi har grinet os igennem de 10 år. Det har ofte været muntert… midt i det sorrigfulde…

Derfor er det også uvant for mig, at jeg efter min mors død har mistet lidt af min munterhed, glæde og crazyness. Sneen som jeg har skubbet til side, ligger i mit virkelige liv åbenbart som en grå trist masse, der kaster sit kolde lys ind på mig.

Et ventet dødsfald kan komme som en lettelse, en ventesorg man har arbejdet med kan næsten slutte, ja være overstået, når den man holder af er gået bort… men så… så opstår noget andet. Behovet for at genskabe eller huske hele det menneske man holdt af. Behovet for at udviske alt det svære og alle tabene og i stedet få hende til at står klart frem som det fine menneske hun var og med den kærlighed hun også var i stand til at give. Og med den kærlighed, jeg havde til hende. Og det er den proces, der reaktiverer savnet.

Det er den proces, der gør mere ondt end jeg forventede. Det er den proces, jeg sidder fast i…  Det er den proces jeg er utålmodig med.

Jeg græder, mens jeg går afsted, en stille gråd.  Jeg græder over alt… jeg er så sprød nu. Fysisk og mentalt udmattet. Savnet, nu hvor jeg så klart har fået defineret det og forstår det, sidder som en tør boullionterning fast i halsen. Den gør ondt. Svier. Vil ikke opløses…

Jeg opdager at et eller andet sted, så orker jeg den ikke. Jeg har jo sagt farvel i 10 år. Jeg har jo bearbejdet vores relation i 10 år. Nok må være nok. Der har været rigelig ventesorg. Jeg føler det er unfair. Jeg har gjort mig umage så længe med at rumme og håndtere den lorte sygdom. Jeg er træt…

Alt for træt til mere mentalt arbejde. Jeg tager en beslutning. Når jeg kommer hjem vil jeg sætte et fast tidspunkt af på et par timer hver uge, hvor jeg arbejder med det.

Arbejder med det, til det giver sig. Jeg ved ikke om jeg kan løsne det op på den måde… men det hjælper med en plan.

På vej ned i sikkerhed roser jeg mig selv for at have taget hul på noget vigtigt. Og letheden, der følger af at have en plan, får mig til at smile.

Vi griner og fjoller os ned det sidste stykke, til vi når dagens Rifugio. Solen skinner, jeg får en kold øl og ligger fuldt udstrakt på en bænk i solen. En franskmand sætter sig og vi snakker om bjerge, politik, Christiania, børn og hvad ved jeg. Jeg er afslappet og glad… det her er som vandring i bjergene… det ene øjeblik drama og rædsel, det andet øjeblik mindful ro og lykke over naturens skønhed og livet som sådan… det er jo crazy…

For mig bliver dagens budskab at, hvis noget sidder fast, irriterer og er bøvlet på en måde, så det dræner, så prøv at se om det handler om forventninger. Måske hvis du justerer på forventningen til hvad det nu er, vil noget flytte sig og nye tanker eller handlemuligheder dukke op.

Og hvis du ikke kan komme ind til kernen af det du bøvler med og ikke rigtig kan få det ryddet af vejen på en ordentlig måde, så kan det være en god ide at tage dig selv alvorligt og arbejde med det på en mere planlagt måde. Fremfor at lade dig tage af frustration, utilfredshed, sorg, savn etc. når du er træt,  så vær du den der overtager på et planlagt tidspunkt, hvor du har rum og overskud til undersøge og perspektivere.

#forandring #nyeperspektiver

#mindfulcoaching #coaching