Udsigt og indsigt gennem mindful coaching - Dag 7
Efter gårsdagens hårde vandring over et par timers bouldermark på tværs af en stejl bjergside og hen over en uventet bjergkam… er jeg færdig… Fuldstændig færdig… Følelsen af det uforløste sorgarbejde fra i går sidder også i mig.
En uges hård fysisk vandring og benhårdt mentalt arbejde har drænet mig.
Mine arme og ben værker, når jeg vender mig i køjesengen. Mine tanker hvirvler rundt på tidspunkter, hvor jeg egentlig har mest brug for at sove.
Måske er jeg gået for ambitiøst til værk?
Vi bliver enige om at tage en kort dag med vandring ned i dalen og jeg beslutter mig for at tage fri fra det mentale arbejde. Ikke noget tema, men heller ikke med ambitioner om at være mindful eller give slip på tanker. Bare ingenting, come what may, bare være…
Turen ned går derudaf stille og roligt som en langsomt flydende flod.
Det bliver til en dag med cappuccino og crossaint i solen, frokost på restaurant, et langt varmt bad, italiensk is, middag på et hyggeligt lille hotel, hvor vi først nyder et glas vin og lidt tapas ved varmen fra et bålfad (åh jeg har noget med bål. Flammerne, ildens knitren, varmen - det gør noget særligt for mig) og bagefter spiser vi os igennem 3 retter… jeg indtager og indtager alt det jeg kan, uden at tænke på at tage det ind. Nærværende og fraværende på engang… men alligevel i nuet, træt og grinende. Det er også livet.
Mens jeg skriver dette, går det op for mig at det, som så tydeligt var nødvendigt for mig, for at være i stand til at fortsætte, nemlig en pause, ikke var planlagt eller tænkt som et coachende greb eller læringspunkt… Pausen kom bare fordi det var nødvendigt og jeg gav den plads. Og mest af alt fordi mit fysiske mig krævede det. Men det var en pause renset for dårlig samvittighed. Ligesom når jeg holder pause på bjerget, for lige at få vejret og få pulsen ned. Fordi jeg ved, det gør mig i stand til at fortsætte, når iltningen af blodet kan følge med forbruget… på en måde så enkelt at forstå.
Og jeg tænker at en pause kan være frugtbart i mange processer, hvor bekymringer spænder ben, eller reflektions- og udviklingsarbejde er i gang.
Pauser, der har mening, pauser, man forstår er fortjent og tiltrængt, pauser man ikke ser som flugt eller svaghed, men som omsorg og kærlighed til sig selv… store som små pauser… pauser der inviterer sig selv på besøg…
#forandring #nyeperspektiver #mindfulcoaching #coaching
