Udsigt og indsigt gennem mindful coaching - Dag 5

Der er ingen vej uden om, jeg blir nødt til at tage fat i et tema, som er svært for mig, og meget personligt, mine relationer med andre.

Jeg føler mig forberedt efter at have reflekteret over relationen til mig selv og efter gårsdagens bad i en strøm af taknemmelighed. Og det er godt, for jeg har brug for både at have mig selv helt tæt på og samtidig holde mig selv ud i strakt arm, hvis jeg skal prøve at forstå lidt om, hvad det er, der driller her.

Turen i dag er lang, over 7 timer, så jeg har god tid. Kun et par timer af den er sådan rigtig udfordrende, så jeg har også mentalt rum for reflektion. Solen skinner det meste af turen, so good so far…

Vi går mod et pas i 3000 meters højde som vi skal passere i 20 cm sne.

Jeg er blevet ven med bjerget, vi har en relation nu 😍  Det her er mit nye miljø og jeg trives. Bjergstierne og jeg snor os afsted op og ned og over stok og sten gennem skiftende scenarier. Bjerget har fundet sin tålmodige og omfavnende side frem… jeg ligeså, det er et match in heaven…  lige indtil vi når stigningen til passet. Pludselig er vi begge lidt trængte. Bjerget fordi det under dets smukke sneklædte ydre gemmer på et forfærdeligt rod af sten og sprækker og ikke selv kan beslutte sig for, hvad vej det vil vise… mig fordi jeg er rasende skuffet over at al min energi og velvilje og tålmodig blot bliver belønnet med et ekstremt pres på at være modigere, mere tålmodig og endnu mere tilpasningsdygtig. Og jeg har lyst til at skrige  “jeg kan ikke mere!!!”

Det er bizart genkendeligt fra noget der har fundet sted i forskellige af mine relationer i en årrække. Ja måske endda et gentagende mønster gennem livet?

De seneste par år er nære og vigtige relationer for mig gået i stykker. Enten fordi jeg har mistet dem eller fordi de har mistet mig. Det er hårdt og det gør ondt. Og det er meget personligt. Så… jeg kommer ikke til at gå i detaljer med det.

Men afsættet for mit forandringsarbejde i dag er, at relationer er foranderlige og midlertidige.

Foranderlige fordi vi ændrer os og udvikler os igennem hele livet og vi ikke gør det i takt. Så hvad enten det drejer sig om forældre, søskende, ægtefælle, børn eller venner, så vil relationen ændre sig. Det vi giver og det vi tager forandres, rammer og forventninger forandres.

Relationer er midlertidige fordi vi enten kommer så meget ud af takt, at samtalen forstummer og/eller vi gør skade på hinanden eller midlertidige fordi vi alle en dag dør. Livet ophører ganske enkelt. Når det sker, er relationen som sådan slut.

Mit eget narrativ er, at jeg er sådan en, der er god til relationer. At gode nære relationer er en fundamental del af mit værdisæt. Min TT38 personlighedsprofil vidner også om, at jeg er stærk ud i det relationelle.

Jeg har talent for at etablere gode relationer med toptalenter som individorienteret, optimistisk, charmerende, udviklende, harmoniskabende og fremtidsorienteret (hvilket i øvrigt passer vanvittigt godt til det arbejde jeg udfører)

Testen afslører også at min fortrukne konfliktstil er den udglattende type, der har 100 % fokus på relationen og 0 % fokus på mit eget mål. Jeg scorer heldigvis også over gennemsnitligt på kompromissøgende og samarbejdende konfliktstil… mens jeg stort set aldrig vælger 100% fokus på mit eget mål og 0 % på relationen…  og når jeg gør.. OMG så blir jeg skinger og ubehagelig og kold og alt alt for meget, og det både overrasker og gør ondt på dem, det går ud over… 😬

Den konstellation laver benspænd i mine nære relationer, fordi jeg ikke kan finde ud af at være tydelig omkring, hvad mine behov, mål og forventninger egentlig er.

Først når jeg pludselig føler mig som en gammel sur karklud, går jeg 100 % efter mit eget mål, med 0 % fokus på relationen. Og katastrofen står lige for.

Når jeg for længe har trukket på den udglattende konfliktstil, ramler jeg ind i noget (måske følelsen af afvisning og skuffelse som på bjerget i dag? Måske oplevelsen af manglende anerkendelse af det jeg giver?) og jeg reagerer. Jeg er sorgfuld, jeg er vred, jeg er skamfuld, jeg er såret, jeg er opgivende, jeg er usikker, jeg er ensom, jeg er håbefuld, jeg er opgivende, jeg er tålmodig, jeg er vedholdende, jeg er utålmodig, jeg er distancerende, jeg er tiggende, jeg er ydmyg, jeg er krævende, jeg er selvhævdende, jeg er uforstående, jeg er undrende, jeg er ked af det. Jeg er egoistisk. Og jeg er tæt på at kaste op over mig selv…

Det er jo mange ting at være i en nær relation, især hvis man ikke sætter ord på det…

Man siger, der skal to til en tango… og sådan er det også med en relation. Man er fælles om den, men for at forandre eller reetablere den, er det en god ide først at prøve at få øje på ens egen adfærd, positionering og ens egne forventninger.

(Pointen fra forleden: relationen til dig selv er så vigtig. Den åbner op og lukker i for alle andre relationer)

(Og når vi nu er ved netop det… er det mon også mig, der gemmer på et forfærdeligt rod af sten og sprækker og ikke kan beslutte mig for, hvad vej jeg vil vise mine relationer? Hov… der er noget der, jeg blir nødt til at være nysgerrig på, på et senere tidspunkt)

Tidligere på morgen har vi drukket morgente ved en bjergsø, hvis spejlblanke overflade vender alt på hovedet og der på toppen af bjerget, på Col Bassac Déré (mens jeg genfinder min ro og balance og venter på at pulsen falder … bare lidt…) prøver jeg at udfordre mig selv… hvad nu hvis… den her eller den her relation blev beskrevet modsat, hvad nu hvis du så på den spejlvendt, hvad ville være anderledes? Hvad ville være muligt?

Og det går op for mig, at jeg ikke er interesseret i det svar… (det er lidt rystende, for hvordan passer det ind i mit eget narrativ… mit eget selvbillede… rummelige samarbejdende Line? Det passer ikke ind… av…)

I stedet er det noget andet, der dukker op som det vigtigste:

Jeg vil gerne finde accept af, at det er sådan at disse relationer er ophørt eller har forandret sig i en grad, hvor de har fået et andet indhold, en anden funktion eller måske bare ikke er nære relationer længere.

Jeg vil gerne finde accept i mig selv af, at jeg ikke vælger at kæmpe mere for at bevare dem.

Jeg vil gerne slippe alle disse følelser og tanker.  Gøre mig fri af dem. Ikke bruge energi på dem.

Og jeg vil gerne gøre det uden at dømme den ene eller anden som forkert.

Og endelig… vil jeg gerne bevare et positivt blik på det, som har været godt, gemme det i min erindring og hvis muligt… bevare en lille bitte åbning for at relationen måske en dag ude i fremtiden igen forandres og kan genetableres som nær, vigtig og betydningsfuld.

Uha… det er meget jeg vil…

På vejen ned, glider jeg og snubler et par gange undervejs. Jeg er ikke længere taknemmelig for sneen…😬 Sneen der ligger som en 20 cm tyk glitrende skorpe ned over skråningerne, vi går på.

Det føles som at betræde nyt land og værende på gyngende grund. Og det er udmattende, og det er præcis sådan jeg har det med det her tema.

Det er ikke noget, jeg kan skynde mig med. I stedet må jeg gøre som på bjerget. Tage et skridt af gangen, sikre mig at jeg står fast, før jeg går videre og huske mig selv på at lige pludselig er jeg igennem. Ingen bliver jo på bjerget, bare fordi det er svært at flytte sig…

Og det blir dagens pointe. Relationer er foranderlige og midlertidige.

Vil du forandre eller forstå, så vær først nysgerrig på din egen adfærd, positionering og forventninger i relationen

Tag et skridt af gangen, vær sikker på du står fast, før du går videre og husk dig selv på, at lige pludselig ser du og forstår du det, der skal til for at forandre eller give slip. Dine relationer er for vigtige til at forhaste denne proces.