Når verden råber: 7 strategier mod nyhedsstress
Føler du dig overvældet af de rædselsvækkende reportager fra Israel og Gaza? Har du brug for strategier til at håndtere de følelser af sorg, vrede og håbløshed der opstår, når nyhedsstrømmen rammer? Så læs med her, hvor du får 7 forskellige tips til at mindske bekymring, angst, sorg og frustration, så den ikke bliver usund og ender med at spænde ben for dig.
De umenneskelige hændelser medierne har dokumenteret fra Hamas angreb på Israel har efterladt mange i verden i chok. Fra aviser, TV og sociale medier fodres vi med rædselsvækkende brutale og uhyrlige beskrivelser, billeder og videoer af nedslagtningen af børn, unge og gamle. Vi ser og hører om barbariske overgreb mod kvinder og tilfangetagen af gidsler, hvis skæbne vi end ikke kender og vi kun kan frygte for, hvordan ender. Og ja endelig hører vi også de pårørendes stemmer fulde af rædsel, angst og sorg, venten og afmagt… det er en lille smule som at være der selv...
Det er, for at være helt ærlig, voldsomt. Jeg mærker det selv. Mine tanker og følelser er optaget af det. Og jeg er nødt til at stoppe mig selv for ikke at blive fanget ind. Og jeg er langt fra den eneste. Det ved jeg fra mine coachingsessioner, hvor emnet i sidste uge dukkede op et par gange, selvom vi i virkeligheden talte om noget helt andet. Og jeg ved det, fordi jeg ser det i opslag på de sociale medier og såmænd også hører det i snakken i køkkenet herhjemme. Det fylder.
Og hvad gør man så ved det? Hvordan undgår man at blive revet med og påvirket af vrede, sorg og håbløshed, når nyhedsstrømmen rammer? Og skal man undgå det?
Næ, helt undgå det, skal man ikke. Jeg synes, det er vigtigt, at man forholder sig til verden og hvad der foregår i den. Tager stilling og påvirker på den demokratiske måde, man nu hver især finder relevant. Men… for der er et men…. Når du føler dig overvældet og påvirket på en måde, hvor det er svært at slippe det og fx pludselig oplever:
Følelsesmæssige symptomer som øget irritabilitet eller vrede, sorg, bekymring, angst eller uro
Kognitive symptomer som koncentrationsbesvær, beslutningstøven, handlingslammelse eller forstyrrende, tilbagevendende tanker om de voldelige hændelser.
Fysiske symptomer som søvnforstyrrelser, mareridt, nedsat energi, hjertebanken, uro og træthed
Så er det ved at sætte sig som nyhedsstress; en dybere tristhed, magtesløshed og håbløshed og så er det vigtigt, at du stopper op og tager kontrol over tanker og følelser og det kan du bl.a. gøre ved at arbejde med greb fra mindful coaching:
Acceptere og rumme verdens tilstand: Erkend, at grusomhed og uretfærdighed findes, og det ofte er uden for vores kontrol. Accept hjælper os med at bearbejde vores følelser og planlægge konstruktive måder at reagere på.
Tillad dig selv at føle: Undertryk ikke din sorg eller vrede; det er følelser og naturlige reaktioner på uretfærdighed. Anerkend dem, og giv dig selv plads til at sørge og være vred. Men giv dem en tidsramme. Hvis de forstyrrer dig, så beslut dig for at udskyde tankerne til et fast tidspunkt. Sæt en time af og giv dem plads der.
Begræns din eksponering: (Ja jeg ved det er lettere sagt end gjort…) Vær proaktiv med dit medieforbrug for at undgå at blive oversvømmet. For meget eksponering kan forstærke dine negative følelser og gøre det sværere at håndtere dem. Du behøver ikke se flere historier og alle detaljer. Og husk at ord kan virke lige så stærkt som billeder. De sætter sig og påvirker din egen billeddannelse. Spring de rå ting over i artiklerne. Vær selektiv. Lær dig selv at sige nej tak!
Søg støtte og udtryk dig: Del dine følelser med nogen du stoler på, eller overvej en professionel samtalepartner som en coach. Måske bare en enkelt telefonsamtale er nok. At udtrykke sorg, vrede og angst kan give en følelse af lettelse og forståelse. At sætte ord på, får os til bedre at forstå, hvad der er betydningsfuldt for os og giver adgang til andre perspektiver.
Omdiriger din vrede: Omdan din vrede til positive handlinger. Støtte til velgørenhedsorganisationer, frivilligt arbejde, eller fredsfremmende bestræbelser kan give dig en følelse af formål og bidrag.
Praktiser selvomsorg: Find metoder til at lindre stress og forny din energi. Meditation, motion, kreativitet, eller tid i naturen er veldokumenterede værktøjer til at håndtere både sorg, vrede, håbløshed og stress.
Søg konstruktiv viden: Viden kan give andre perspektiver og fokusområder og ny forståelse. Viden kan forandre følelser og inspirere dig til handling. Lær om konflikten, dens årsager, led efter sprækkerne, hvor lyset kommer ind. Hvilke håbefulde elementer findes der også i et fremtidsperspektiv?
At navigere i både sorg, vrede og håbløshed kræver tålmodighed og medfølelse over for os selv. Og husk så at følelser er midlertidige og ikke faktuelle. Du er ikke dine følelser. Du kontroller dine følelser, det er ikke dem der kontrollerer dig…