Når et guldkræmmerhus ikke nødvendigvis er en belønning i sig selv
… eller historien om hvad der sker, når du retter fokus på beløningen ved at træde ud af din komfortzone…
Det der… det gør jeg ikke! Enhver idiot kan jo se, at man ikke kan holde balancen i det der guldkræmmerhus. Og jeg lagde armene over kors… og jeg rykkede mig ikke ud af stedet. Der midt i fotostudiet hos reklamefotografen (der tilfældigvis også var min elskede onkel) stod min mor, min far (der stod for ideen og teksten til julekortet), fotografen himself og assistenterne og kiggede alle på mig med trætte øjne. Billedet skulle i hus, så julekortet til kunderne fra det nu hedengangne DUX kunne blive trykt og sendt ud…
Sådan begynder historien om en af mine tidligste juleerindringer. Jeg var 4 år gammel og udvalgt fordi det var praktisk og jeg som regel opførte mig ordentligt… Og det lød måske sjovt i teorien, men i praksis var det en hel anden historie. Jeg kiggede en enkelt gang på kræmmerhuset og var herefter 100% sikker på, at det ville vælte hvis jeg blev sat op i det… ja det kunne enhver idiot jo se… så jeg nægtede, flov over at være i centrum, flov over at være besværlig, men stædig som et æsel og fuldstændig og aldeles upåvirkelig af gruppepres.
Jeg skulle virkelig lokkes til at træde ud af min komfortzone, du ved… derud hvor amygdala bliver pirret og aktiverer hele ens angrebs- og forsvarssystem og hvor selvbevidsthed, refleksion og metoder til følelsesmæssig regulering er kært velkomne. Jeg var 4 år… og well… den del hos mig var ikke så udviklet endnu…
Min onkel lokkede ved at lave sjov og skabe en rar stemning, assistenterne rykkede i kræmmerhuset og sagde “se hvor solidt det er, det kan ikke vælte”, min mor skiftede mellem at være sød og omsorgsfuld og vred og krævede at jeg måtte tage mig sammen og stoppe det pjat… og ligemeget hjalp det… og endelig, efter noget jeg selv husker som uendeligt længe, hviskede min far til mig… “jeg har et marcipanbrød i min lomme, hvis du går op i kræmmerhuset, så får du det… og når vi er færdige med at tage billeder får du et til… “ Og det var en snak jeg kunne forstå… belønningen jeg blev stillet i udsigt var tydeligvis langt større end bekymringen over risikoen og vupti op kom jeg og alle var glade og lettede. Så enkelt var det pludselig. Belønningen skulle bare være den rigtige, og min far havde tydeligvis fundet den… jeg var trådt ud af komfortzonen, kræmmerhuset, væltede ikke, alle var pludselig glade og smilende og der var dømt personlig udvikling og vækst hos den fireårige…
Når vi træder ud af komfortzonen, udfordrer vi os selv ved at tage risici, prøve nye ting og eksperimentere med noget, der er ukendt. Det kan involvere at tackle opgaver, der ligger uden for vores normale færdigheder eller at tage skridt, der kræver mod og initiativ. Og målet med at forlade komfortzonen kan være at opnå personlig vækst, udvikling og opdage nye talenter eller interesser, men vi gør det også ofte fordi vi bliver tvunget ud pga eksempelvis organisationsforandringer, jobskifte og forandringer i privatlivet.
Uagtet om målet er selvvalgt eller en påtvungen nødvendighed, er det slet ikke nogen dårlig ide bevidst at rette fokus mod den belønning du opnår ved at træde ud af komfortzonen. Lige præcis det fokus kan nemlig have flere positive virkninger på din mentale tilstand og adfærd. Det er der flere årsager til:
Øget motivation: Når du bevidst fokuserer på belønningen, kan det øge din motivation. Forestillingen om de positive resultater, der kan komme ud af at træde ud af din komfortzone, kan udløse positive følelser og det kan opleves mere motiverende at bevæge sig henimod end væk fra.
Reduceret frygt: Ved at rette opmærksomheden mod belønningen giver du mindre plads til de tanker der udløser angst eller frygt og som normalt er forbundet med det ukendte. Dette skift i fokus kan hjælpe med at skabe en mere positiv og konstruktiv tilgang til udfordringen
Styrket selvtillid: At forestille sig succes og de positive konsekvenser af at træde ud af komfortzonen kan styrke din selvtillid. Selvom det kan være skræmmende at tage skridt ind i det ukendte, kan det, bevidst at rette opmærksomheden mod de potentielle belønninger, give dig den nødvendige tillid til at tage handling.
Øget risikotolerance: Når du er fokuseret på belønningen, kan det gøre det lettere at acceptere og håndtere risici. Du kan blive mere tilbøjelig til at se udfordringer som læringsmuligheder snarere end trusler.
Positiv forventningshorisont: At have en positiv forventning om udfaldet af at træde ud af komfortzonen kan skabe en positiv spiral. Dette kan føre til en mere tillidsfuld og optimistisk holdning, som igen kan påvirke din evne til at håndtere udfordringer.
Ved at være opmærksom på belønningsstrategien og redskaber som visualisering, målfastsættelse og positiv tænkning hjælper du dig selv til følelsesmæssig regulering og til gradvist at udvide din komfortzone og fleksibilitet.
Og værd at bemærke er selvfølgelig at et belønningsfokus ikke fjerner alle udfordringer og bekymringer eller følelser af angst og frygt, men det kan ændre din indstilling og opmuntre dig til at tage skridtet ud i det ukendte eller fastholde dig i at blive derude indtil du føler det velkendt, med støtte fra et mere optimistisk og tillidsfuldt udgangspunkt. Det er, som med meget andet mentalt arbejde, en proces man skal øve sig i og som man i starten aktivt skal beslutte sig for at ville, men som, når man først får greb om det, er arbejdet værd.
Og du kan jo starte i det små… netop nu hvor du har læst dette kan du beslutte dig for hvilken mindre udfordring, du give dig selv i dag eller i den kommende uge, hvor du vil øve dig i at fokusere på belønningen? Så er du igang, mere kompliceret er det egentlig ikke 🤗
