Udsigt og indsigt gennem mindful coaching - dag 1

Jeg er taget på bjerget, for at gå, for at mærke, for at lade være at mærke, for at  få styr på noget, der forstyrrer… jeg går det ud, jeg går det væk, jeg går med det, jeg går fra det og jeg går tilbage, tilbage til mig selv.

Det seneste år har været et mærkeligt år… Jeg mistede min mor og det gav anledning til en del bølgeskvulp i mig. Hvem er jeg når jeg ingen forældre har? Hvem var hun egentlig, min mor og hvad har jeg fra hende? Hvilket menneske er jeg nu og hvilket menneske vil jeg gerne være? Hvordan er livet, lever jeg det, som jeg gerne vil? Hvad er min tid, hvor længe vil den vare? Og bliver det også mig, der en dag er syg med alzheimers? Hvad vil være vigtigt at nå inden?

Det er som om nogen har hængt en uro med små spejlstykker op i loftet. Den reflekterer og bøjer lysstrålerne, så de nogen dage er regnbuer og andre dage kaster underlige skyggemønstre eller forvredne dele af virkligheden ned på mig.

Den spejler også brudstykker af de mange fortællinger, glæder, sorger, frustrationer og perspektiver,  der opstår i samtalerne på mit kontor. Alle de perspektiver mine kunder bringer ind.

Og jeg har taget mig selv i at spejle mig i brudstykker af disse samtaler på en ny måde, nysgerrigt interesseret…

Noget er under forandring, noget kræver forandring, så jeg har taget min egen medicin, skrevet lidt dagbog, udfordret  mig selv med andre perspektiver, øvet ikke-dømmende, giv slip og metapositioner, lavet værdiøvelser og genbesøgt min egen TT38 test.

Men noget vil ikke give sig. Noget der handler om relationen til mig selv og omverden, relationen til familie og venner. Noget der handler om roller og positioner. Og det er jo ikke underligt, når en fundamental rolle som datter og betydningsfuld omsorgsgiver pludselig forsvinder. Ikke langsomt, ikke sivende men som et brat øjeblik kl 16.34.

Så nu er jeg her på bjerget, hvor der er udsigt og indsigt, og hvor det hele både føles hårdt og nemt. For at lære. Jeg mærker min egen skrøbelighed og styrke og hvordan jeg på engang føles betydningsfuld for mig selv og samtidig så betydningsløs i den store natur, i det store univers. Bare et lille bitte væsen, hvis tid på jorden er mindre end en milliardnedel af et mikrosekund af jordens tid i universet.

Det er vildt…

#udsigtmedindsigt #forandring #nyeperspektiver #mindfulcoaching #coaching #pårørende