Udsigt og indsigt gennem mindful coaching - dag 2

Står på en alpetop

Kigger på det sner

Nu er jeg endelig kommet helt herop

Hva' fa'en sku' jeg egentlig her?

Hvor banalt og sørgeligt, at disse tekstlinjer blev min fars motto og på mærkværdigvis adgang til at se, at noget var gået galt på vejen, da han i en alder af 45 år nåede højdepunktet i sin karriere.

Banalt fordi han, som var en gudsbenådet tekstforfatter, reklamemand og satiriker, alligevel fandt sig selv bedst spejlet i omkvædet fra en Shubidua sang…

Sørgeligt, fordi han følte sig ensom, forkert og utilstrækkelig, der midt i livet, uden at kunne redefinere sine mål og sig selv, uden at kunne forstå, hvilke forandringer han mentalt kæmpede med og at alkohol fra da af blev svaret på alt. Det tog ham kun 10 år at drikke sig ihjel (jeg var meget ung, da han døde, det er mange år siden) og jeg har siden tit tænkt på, hvad det var han så (og måske ikke kunne se), der på toppen af sin karriere, med en smuk og sjov hustru, 3 børn, stor omgangskreds, stort hus, stor hund, store biler… Hvad ville han mon have fået øje på, hvis han havde haft en dygtig erhvervscoach til at guide ham til indsigt og udsigt og nye perspektiver?

I dag stod jeg også på en alpetop. Og det sneede… det gjorde det faktisk… mit tema for dagen var mål. Livsmål og karrieremål og vejen dertil. I dag var jeg min egen livscoach og erhvervscoach…

Skal der være mål, kan man forestille ikke at have mål, er det nok bare at leve livet og flyde med, og lade det komme til sig som kommer? Er det et mål i sig selv? (Ja!) Og hvad nu, hvis vejen til et vigtigt mål udelukker andre ligeså betydningsfulde mål eller veje? Hvilke mål er de rigtige, hvilke mål er væsentlige? Hvilke mål er blevet irrelevante eller uopnåelige…ikke kampen værd? På tide at give slip på?

Helt lavpraktisk var mit mål for dagen blot at klare en 700 højdemeter stigning, passere passet, der ligger i 3200 meters højde og så trave ned igen godt 1800 højdemeter. Altsammen på bjergskråninger, over plateauer og bjergbække, langs flodsenge og ned under trægrænsen gennem eventyrlig skov. En ufattelig smuk og lang tur med god tid til at reflektere. Et forholdsvis simpelt mål.

Altså indtil jeg med tunnelsyn, bankende hjerte og rædslen prikkende i hver en celle befandt mig 100 m nedenfor Col Du Loson. Det var stejlt (sindsygt stejlt - tjek det selv https://earth.app.goo.gl/M2FkP1), det blæste let, det sneede, tågen hang som en slags intethed omkring mig. Mine fingre var våde og frosne og kunne knap holde fast i mine vandrestave.

Lige der var der kun en mulighed og det var at fortsætte, så det gjorde jeg. Jeg nåede toppen, det sneede… og jeg tudede. Ikke af glæde, lidt af lettelse, men mest af alt fordi jeg havde været så rædselsslagen… (hej hej krybdyrhjerne🦎) Hvad fanden skulle jeg egentlig her? Hvordan kunne så simpelt et mål have så mange drænende kræfter i sig…

Da jeg var kommet lidt til hægterne, undrede jeg mig over, at jeg ikke bare var pissestolt over at have klaret det. I stedet var min hjerne helt optaget af, hvordan jeg skulle komme ned igen (til almindelig info så er en bjergside stejl på begge sider🙈) og jeg frygtede nedturen, så det næsten lammede mig. Og det hele fik mig til at føle mig som en fiasko… hvor mind boggling mærkeligt…

(Åh far… er det det, jeg aldrig har forstået? At turen op var rædselsvækkende, fordi du aldrig troede på det selv… og fordi det krævede enorme kræfter, og da du endelig stod der… så blev du lammet ved tanken om den videre færd? Havde du glemt at nyde turen? Måske du ligesom jeg i dag kiggede lige ud i intetheden og kun mærkede fiaskoen?)

Jeg kom op i dag, fordi vejen dertil var smuk, der ikke var anden vej ned og fordi jeg havde min elskede og allerbedste ven med. Der, i mit mentale kaos, rummede han mig, bevarede optimismen og guidede mig igennem med et krav om kun at kigge på hans fødder og bare blive ved med stille og roligt at sætte mine fødder i hans fodspor. En mere rolig og rammesættende mentor, skal man lede længe efter. En mere rummelig, kærlig og god ven kan man ikke ønske sig.

Jeg er 53 år (there you go… det er løgn når jeg siger jeg er 29…😬) og børnene har vellykket passeret de 18 år, jeg skal ikke tage vare på min mor… jeg har i virkeligheden så meget tid mellem mine hænder… hvad vil jeg bruge den til? Jeg tror, jeg ved det nu og ved det endnu mere efter i dag. Men jeg føler mig ærligt talt usikker på, om jeg kan lykkes…  og jeg er lidt bange for at blive en fiasko… vejen derhen vil være god og meningsfuld og i tråd med nogle vigtige værdier jeg har. Så hvis jeg ikke lykkes, så er det vel også ok, siger jeg til mig selv. Der er egentlig ikke noget at være bange for… tænk på alt det jeg får med på vejen…

Og jeg noterer ned for mig selv, noget jeg vidste i forvejen, men som nu står mere klart og relevant. Caroline, husk at:

• Mål er midlertidige og kan redefineres og også ganske simpelt blot opgives.

• Vær stolt over, at du overhovedet går den vej, også selvom det af og til kommer til at føles som mislykket og som at kigge ud i intetheden.

• Det er vejen til målet, der er det vigtige, ikke selve målet. Nyd den, det er meget muligt at lykken og glæden ligger der, fremfor i selve målet.

• Involver en ven, sparringspartner, mentor eller coach, der er rummelig og positiv og som står klar med støtte og perspektivering, når du selv farer vild…

Ps: nu hvor rædslen fra bjergpasset forlængst har fortaget sig, føler jeg mig faktisk mere stærk og sejlivet end nogensinde før… husk at også rædsel er midlertidig…