Udsigt og indsigt gennem mindful coaching - dag 3

Vi er ramt af uvejr…  sne og regn i rå mængder. 40 mm kommer der. Det vender op og ned på planerne, men først da vi efter et stædigt forsøg på at gå vores planlagte rute, må opgive. Det er mig, der sætter grænsen. NU vil jeg ikke længere. Sune har mere stamina, (jeg havde engang en chef som sagde han var skuffet over, jeg ikke havde mere stamina, da jeg sagde op… der har redet mig som en mare siden 🙈). Sune er mere modig og erfaren (jeg skælder altid mig selv ud over jeg ikke er mere modig)  og i dag ender vi med en… meningsudveksling… midt på bjergengen i en sammenfaldet fårehytte, hvor vi har søgt ly for regn og slud.

Jeg gir mig, klar til at gå videre (rasende hysterisk med tårer i øjnene og mod min vilje) han gir sig (irriteret og provokeret og mod hans logik). Der går ikke lang tid, mens vi går tilbage af samme vej som vi kom, for det var det som blev resultatet (så har jeg alligevel en slags stamina), før vi griner af det, lægger nye planer, finder lidt læ og spiser pølse og ost.

Og hele situationen passer så uendelig godt ind i dagens tema, som er relationen til mig selv.

Hvordan taler jeg om og til mig selv. Hvor rummelig er jeg overfor mine egne svagheder. Er jeg min egen kærlige, rolige og omsorgsfulde ven eller mest den utålmodige og skuffede fejlfinder.

På vej ned, ja faktisk i det sekund Sune giver sig og vi beslutter at følge min plan, begynder jeg at skælde mig selv ud (dobbeltirriterende). Hvorfor kan du dog ikke bare være mere modig, du ved jo du kan stole på ham! Se lige hvordan du næsten står der og piver igen. Det var meningen vi skulle have en fantastisk tur og nu laver du ballade igen (DramaLine🙄). Du har virkelig ingen stamina, hva’? Skammen stikker i mig. Nu er han sikkert irriteret på mig og ville ønske han rejste med sine venner… (disclaimer: det er ikke tanker, der bor i Sune, det er kun i mig de bor. )

Og det er jo så uendelig tydeligt, at jeg ikke selv gør det, jeg plejer at opfordre mine kunder til at gøre.

Stå ved dig selv, vær nysgerrig på dine reaktioner. Find ud af hvad de kommer af og husk at mennesker reagerer forskelligt. Dine reaktionsmønstre er også ok. Og tro mig, vil du forandre dem, må du først lære at rumme dem, være kærlig og forstående og eje dem, fordi de kommer af noget som er vigtigt for dig. Først der, forstår du om og hvad du skal forandre og først der blir det muligt.

Så med de tanker i hovedet brugte jeg resten af dagen (vandrende på asfaltvej, kørende i bus og siddende på cafe) med at undersøge om det overhovedet er sådan, at jeg ikke er modig og har stamina og om mit piveri og raseri måske kommer fra et sted som er helt forståeligt.

Som dagen går, får jeg strøget mig selv over håret. Kærligt og omsorgsfuldt. Og det hjælper.

Og jeg laver lister i mit hoved. Hvornår har du egentlig være modig, Caroline? Og den blir alenlang:

Jeg flyttede sammen med Sune efter vi  havde kendt hinanden i få måneder (hvis I vidste hvordan han var dengang, så ville I vide det var modigt 😁)

Jeg rejste gennem Afrika i 8 mdr i en Land Rover vi selv havde sat i stand (kæft det var modigt!)

Jeg har født og opdraget 5 børn

Rejst jorden rundt med 3 børn i alderen 0-5 år

Flyttet fra København til Lundbygaard - 18 km fra nærmeste rigtige by, med en kæmpe børneflok, og på en måde væk fra alle venner og familie.

Givet slip på al min vrede mod min mor og i stedet givet hende al den omsorg jeg kunne i 10 år mens hun lige så stille forsvandt.

Mod har mange ansigter, ik’?

Så hvordan kan jeg bære på en historie om ikke at være modig?  Hvordan kan jeg blive vred på mig selv og skamme mig over, at jeg indimellem sætter grænser? Og er det så forkert, at det bliver på min måde, altså med lidt tårer og raseri. Næ vel? Det er jo bare min måde. Det kan jeg godt eje. Ser det kønt ud? Nej… og hvad så egentlig?

Jeg lover mig selv, at jeg fra nu af vil være mere opmærksom på at være min egen gode kærlige og rummelige ven.

Når jeg kommer hjem fra den her tur, vil jeg lave en lille seddel med det løfte og lægge i min makeupskuffe.  Det ved jeg virker. Så ser jeg den hver morgen, en fin reminder for dagen.

Og jeg laver en liste med andre overbevisninger om mine svagheder, som jeg vil udfolde, tilbagevise ellet acceptere når jeg kommer hjem. Det bliver ikke nødvendigvis sjovt arbejde, men her og nu tror jeg, at det kan blive godt.

Og så… beslutter jeg mig for at være mere nysgerrig på fejlfinder-Caroline. Måske jeg kan finde en forklaring på og forståelse for hende der, som åbenbart næres ved at finde fejl ved sig selv.

Dagens vigtige budskab er at relationen til dig selv er så vigtig. Den åbner op (og lukker i) for alle andre relationer. Pas den, plej den og gør det omsorgsfuldt og kærligt.